vinlex.dk

-et vinleksikon

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Ø Å
Artikler > K

Klassifikation af vin

Klassifikation af vin forekommer kun i Frankrig, men ikke i alle områder. Det er en rangliste over slotte eller vine fra samme distrikt eller område. Det må ikke forveksles med en appellation, som omfatter alle vine, i et distrikt. Den mest berømte klassifikation blev lavet af vinmæglere, courtiers, for handelskammeret i Bordeaux, i anledning af verdensudstillingen i Paris i 1855. Blandt mange tusinde slotte blev 61, samt Haut Brion fra Graves, opstillet i fem klasser som Grands Crus Classés de Médoc. Samtidig blev 24 søde hvidvine fra Sauternes og Barsac, inddelt i 1. og 2. Cru, med Château d’Yquem alene i top som 1. Grand Cru. Disse lister var udtryk for kvalitet, pris og berømmelse, i 1855, men de har siden haft en utilsigtet selvforstærkende effekt. Selvom de fleste slotte har skiftet ejer, er den eneste ændring Mouton Rothschilds oprykning til 1. Cru i 1973.

Da vinene fra Saint-Émilion blev klassificeret i 1955, blev det vedtaget at revidere listen hvert tiende år. Den omfatter nu 13 slotte i 1. Grand Cru Classé med Ausone og Cheval Blanc i spidsen som (A) fulgt af 55 Grands Crus Classés. I 1959 blev 13 røde og otte hvide optaget i Cru Classé de Graves, mens Pomerol aldrig har fået en klassifikation.

Bourgogne har et andet system, hvor de bedste vinmarker har status som Grand Cru efterfulgt af 1. Cru, der kan være delt mellem flere ejere, det samme gælder for de 50 Grand Cru i Alsace.