Brunello

Sangiovese er Italiens mest plantede rødvinsdrue og sjælen i de toskanske storvin: Brunello di Montalcino, Chianti Classico og Vino Nobile di Montepulciano. Ingen anden italiensk sort repræsenterer landets vinambitioner på samme måde. Fra simpel hverdagsvin til vine, der rangerer med de allerbedste i verden. Sorten er ingen garanti i sig selv, da klon, højde, jordbund og producent er altafgørende for kvaliteten. Men i de rette hænder er Sangiovese noget af den mest komplekse og langlivede rødvin, Italien overhovedet producerer.

Oprindelse og historie

Sangiovese er hjemmehørende i Toscana, muligvis med rødder i Emilia-Romagna. DNA-analyser har vist, at sorten er et naturligt kryds mellem Ciliegiolo og Calabrese Montenuovo, to relativt ukendte sorter. Alligevel er den toskanske identitet tusind år gammel. Navnet tolkes ofte som Sanguis Jovis, Jupiterblod, selvom etymologien er omdiskuteret. De første skriftlige omtaler stammer fra det 16. århundrede.

I 1872 formulerede Baron Bettino Ricasoli opskriften på Chianti som en Sangiovese-baseret blanding – en formel, der siden har dannet grundlag for appellationen. Det 20. århundrede bragte overproduktion og kvalitetsfald. Hvide druer blev tilladt i Chianti, og udbytte erstattede ambition. Vendepunktet kom i 1970'erne og 80'erne med de supertoskanske vine. Antinori lancerede Tignanello i 1971 som en IGT-vin uden for DOC-reglerne: 80 % Sangiovese, 15 % Cabernet Sauvignon, 5 % Cabernet Franc. Vinen beviste, at toskansk Sangiovese kunne måle sig med Bordeaux. Brunello di Montalcino fik DOCG-status i 1980 og begyndte sin vej mod international topprestige.

Klima og geografi

Sangiovese modner sent, hvilket kræver varme og en lang sæson, men ikke overdreven hede. Det gør den ideel til Toscanas bakkerige terræn på 250–600 meters højde, hvor kølige nætter bevarer syre og aromaer selv i varme somre. For lav højde giver løs, marmeladeagtig frugt; for høj giver sorten ikke nok modning og ender grønt og tanninstramt.

Jordbunden har stor indflydelse. Den klassiske Chianti Classico-jord er galestro, et skrøbeligt, skiferlignende kalklerskifer, der dræner godt og stresser roden til koncentreret frugt. Dertil kommer alberese, en hårdere kalklerblanding, der giver struktur og mineralitet. I Montalcino er jordbunden mere varieret. Galestro og kalksten i nord giver finesse og syre; lerholdig jord i syd giver fylde og tidlig tilgængelighed.

Klonevariationen er enorm – over hundrede kloner er identificeret. Klonen bestemmer vinens karakter. Brunello (Grosso Senese) er den mest berømte: Større bær og mere koncentration, velegnet til de langlivede Montalcino-vine. Chianti-kloner er generelt mindre og mere syreprægede.

Stil og smag

Sangioveses signatur er kombinationen af frisk kirsebær, høj syre og jernmineralitet. En blodig, urtet undertone skiller den fra alle andre store sorter. Unge vine byder på frisk rød frugt: Kirsebær, jordbær, viol. Med alder kommer tobak, læder, tørrede krydderurter og den karakteristiske jernsmag. Tanninet er fast og grynet, aldrig så silkeblødt som Merlot. Vinen kræver enten mad eller alder for at åbne sig.

Fadlagring er omdiskuteret. Den traditionelle toskanske stil bruger store slavonske egesfade (botti), der bidrager minimalt med smag, men giver iltning over tid. Den modernistiske stil, der tog fart i 1980'erne, bruger franske barriques, der tilføjer vanilje og fyldighed. I dag finder de fleste topproducenter en mellemvej. Uanset metode: Sangiovese er en madvin frem for alt – syrens spil mod tomatsauce, vildt og lagret ost er svært at overgå.

Sangiovese i verden

Sorten er primært italiensk – de internationale forsøg er endnu ikke nået op på toskansk niveau. Her er de vigtigste regioner: