Supertoskansk

Begrebet supertoskansk opstod i 1970'erne som en direkte modreaktion på det generelt lave kvalitetsniveau, der dengang herskede i Toscana. En håndfuld producenter besluttede sig for at lave vine af absolut topkvalitet, og brød bevidst med reglerne for at gøre det. Det paradoksale resultat. Vinene blev officielt stemplet som simpel Vino da Tavola, den laveste kvalitetskategori i det italienske system. Og solgt til priser, der overgik regionens bedste DOC-vine. Det var et medievant oprør mod et system, der beskyttede middelmådighed.

Baggrund – hvorfor systemet svigtede

Det italienske DOC-system fra 1963 fastsatte nøje hvilke druesorter, der måtte bruges i hvilke regioner. I Chianti betød det primært Sangiovese, men reglerne tillod faktisk op til 30 % hvide druer, herunder Trebbiano, i den røde vin. Det var en historisk arv, der på papiret skulle sikre et bestemt udtryk, men i praksis blot cementerede en tradition for tynde, irrelevante vine. Mange producenter tog de tilladte hvide druer med for at øge udbyttet. Resultatet var Chianti på flaske i den berømte strågave – let, tarvelig og uden ambitioner.

Oprøret – Sassicaia og Tignanello

Marchese Mario Incisa della Rocchetta på Tenuta San Guido begyndte allerede i 1940'erne at dyrke Cabernet Sauvignon på sit gods i Bolgheri ved Toscanas vestkyst – druer som ingen regler tilstedte i regionen. Hans Sassicaia var oprindeligt tiltænkt privat forbrug, men fra 1968 begyndte den at cirkulere i mere officielle sammenhænge. I 1978 placerede den sig i en international blindsmagning over Bordeaux-topvine. Det var en skandale i positiv forstand. Bolgheri – et område, der indtil da primært var kendt for Carduccis digt om cypreser – blev pludselig vinverdenens mest omtalte postadresse i Italien.

Antinori fulgte op med Tignanello fra 1971 – en blanding af Sangiovese og Cabernet Sauvignon lagret på barrique i stedet for de traditionelle store slavoniske fade. Heller ikke tilladt. Heller ikke DOC. Heller ikke Chianti. Men fremragende. De to vine definerede, hvad der skulle blive til et helt begreb: Vine, der ikke fulgte reglerne, men åbenlyst overgik dem.

De klassiske supertoskanske vine

En håndfuld vine er blevet ikoniske og definerer hvad begrebet dækker:

Systemets svar – IGT-kategorien

Italienske myndigheder kunne ikke ignorere situationen i det uendelige. I 1992 introduceredes IGT-kategorien (Indicazione Geografica Tipica) – en mellemkategori, der tillader mere frihed i valg af druesorter inden for en geografisk betegnelse. Det løste problemet elegant. De supertoskanske vine kunne nu bære en anstændig klassificering uden at opgive deres karakter. Bolgheri IGT og Toscana IGT blev de naturlige hjem for de fleste af dem. Sassicaia fik sin helt egne DOC i 1994 (Bolgheri Sassicaia) som den eneste enkeltgods-DOC i Italien. Et regulatorisk skulderklap til det vin, der havde sparket systemet i gang.

Stil og pris

Supertoskanske vine falder i to grove kategorier: Dem der bruger internationale Bordeaux-sorter (Cabernet Sauvignon, Merlot) som primær drue, og dem der blander disse med Sangiovese. Begge stilarter præges typisk af barrique-lagring, modne tanniner og international frugtstil – bevidst designet til at appellere til et globalt marked vant til Bordeaux og Californien. Det er ikke nødvendigvis det mest toskanske udtryk, men det er konsekvent og høj kvalitet.

Priserne afspejler prestige mere end produktionsomkostninger. En flaske Masseto koster typisk 3.000–6.000 kr.. Sassicaia og Ornellaia ligger på 700–1.500 kr.. Tignanello er det mest tilgængelige af de store navne med 400–700 kr.. Det er vine, der handles på sekundærmarkedet og lagres af samlere – hvilket siger noget om, at oprøret i 1970'erne endte som et af Italiens mest vellykkede brandingprojekter nogensinde.