Chianti (DOCG)

Chianti er indbegrebet af toskansk vin. Området og produktionen er enorme. For at gøre markedet mere overskueligt er der oprettet syv subzoner. Hvis ikke navnet på subzonen er angivet, eksempelvis Chianti Rùfina, kommer vinen fra den store generelle appellation. Selvom tanken er, at de enkelte subzoner laver bedre vin end den generelle, så kan man ikke altid gå ud fra dette. Nogle vinbønder foretrækker at samle de bedste druer fra flere zoner, og så bliver vinen deklassificeret til almindelig Chianti.

Oprindeligt var vine fra Chianti lavet på ren Sangiovese og skulle drikkes unge. Det blev der siden hen ændret på, men i dag er mange i stigende grad ved at vende tilbage til de rene eller næsten rene Sangiovesebaserede vine. Den klassiske Chianti er ung, let bitter og har smagselementer af ikke helt modne frugter, hvilket igen understreger den let bitre smag.

Chianti-formlen

Den oprindelige Chianti vin kan sættes på formel. Størstedelen af vinen skal bestå af Sangiovese, dertil må tilsættes lidt Canaiolo og Malvasia del Chianti. Canaiolo for at blødgøre vinen. Resultatet var vine, der skulle drikkes unge. Det var baron Bettino Ricasoli, der stod bag formlen, som efter nogle justeringer blev en kæmpe succes og udkonkurrerede datidens andre prominente vine. Succesen var så stor, at andre producenter uden for Chianti begyndte at lave vine under Chianti-navnet for at snylte på succesen. For at dæmme op for misbruget af navnet, blev Italiens første vinproducentforening skabt i 1924 under navnet Gallo Nero , der betyder den sorte hane.

Stilen i dag

I dag laves Chianti typisk på ren Sangiovese, måske tilsat en smule Colorino, Merlot eller Cabernet. De bedste producenter afsætter de bedste druer til deres top-Chianti vine, der før gik til deres Supertoscanere. Nye barriques benyttes i stigende grad, og der eksperimenteres i kældrene. Jo højere markerne ligger, jo mere elegant og kompleks er vinen, samtidig med at den bliver mindre fyldig.

Historie

Efter Chianti-formlen blev omsat til vin i midten af 1800-tallet, var vinen en bragende succes. I 1932 blev der defineret syv subzoner i Chianti, som hver repræsenterer sin egen stil. Herefter gik det den forkerte vej for Chiantivinen. Først blev markerne angrebet af phylloxera, som i resten af Europa, og derefter kom 2. verdenskrig. Efter disse udfordringer havde Chianti omstillet produktet til at fokusere på kvantitet frem for kvalitet. Høstudbytterne var høje, der blev brugt dårligt druemateriale og der blev tilsat for meget hvid Trebbiano og Malvasia. Dengang blev den solgt på fiascoflasken – den bastomviklede flaske, der stadig er Chiantis mest kendte symbol. Op igennem tiden helt til 1970'erne var kvaliteten blevet så ringe, at vinen næsten var usælgelig. Først i 1980 kom vendingen, hvor der i større grad blev fokuseret på kvalitet. Bedre kloner blev plantet og andelen af grønne sorter blev nedtonet.

	1967	1984	1996	2006
Sangiovese	50-80%	75-90%	75-100%	80-100%
Canaiolo	10-30%	5-10%	0-10%
Trebbiano, Malvasia	10-30%	2-5%	0-6%	0%
Høstudbytte	80 hl/ha	52 hl/ha	52 hl/ha	52 hl/ha

Tabellen viser udviklingen i Chianti Classico DOC/DOCG'en. Som det ses, er Sangiovese løbende blevet opprioriteret og høstudbyttet sænket. I 1967 blev Chianti ophøjet til DOC og i 1984 til DOCG – herunder findes altså syv subzoner. I 1989 blev Chianti Classico tilføjet, der dækker over det oprindelige område.