Ischia (DOC)

Ischia er en vulkansk ø i Napoli-bugten, knap en times sejlads fra fastlandet, og var i 1966 et af de allerførste italienske vinområder, der fik tildelt DOC-status. Det er en tidlig anerkendelse, der placerer øen sammen med Chianti og Vernaccia di San Gimignano i den pionergeneration, der definerede hele det italienske appellationssystem. Arealet er beskedent, og presset fra turisme og byggeri er stort – men netop derfor er de få tilbageværende vinmarker blevet et spørgsmål om kulturarv snarere end volumen.

Terroir og terrasser

Øens kerne er Monte Epomeo, en vulkansk kegle på knap 800 meter, og vinmarkerne klamrer sig til stejle terrasser støttet af tørmure i lokal tuf. Dramatikken er på niveau med Cinque Terre i Ligurien – alt arbejde sker i hånden, og udbytterne er små. Den vulkanske jord er rig på kalium og sporstoffer, og havet er aldrig langt væk. Sammen giver det et tydeligt salt og mineralsk præg, der adskiller Ischia fra Campaniens indre hvidvinsappellationer som Fiano di Avellino og Greco di Tufo, hvor fylde og kompleksitet vejer tungere end saltighed.

Druer og stil

Biancolella er øens hvide signaturdrue. Den giver en slank, tør vin med aromaer af citrusskal, grønne æbler og en karakteristisk saltnote i eftersmagen. Forastera spiller andenviolin blandt de hvide – lidt mere voksagtig i teksturen og ofte blandet med Biancolella for at give krop. Den røde Piedirosso, lokalt kendt som Per' 'e palummo ("dueben", efter stilkens rødlige farve), står for rødvinsproduktionen og giver en mellemfyldig vin med mørk kirsebærfrugt og let krydret afslutning. Fælles for alle tre er en nøgtern, maritim profil frem for syditaliensk varme. Hvidvinene definerer øen.

Producenter

Casa D'Ambra har dyrket på Ischia siden 1888 og er referencen, både historisk og kvalitetsmæssigt. Deres enkeltmarksvine fra højtliggende parceller på Monte Epomeo viser, hvor langt Biancolella kan nå. Pietratorcia er den anden centrale producent og en drivkraft i det moderne kvalitetsarbejde siden 1990'erne. Uden for disse to er billedet mere broget, og en stor del af øens vin ender stadig hos turister i lokale restauranter – ikke nødvendigvis et dårligt sted at drikke den, men en grund til at lede efter de to navne, hvis man vil have øens bedste i glasset.