Golfo del Tigullio (DOC)

Der findes en vinappellation ved Portofino. Det er bare næsten ingen, der ved det – og det er en del af problemet. Golfo del Tigullio dækker fyrre kommuner i Genova-provinsen langs den østlige Riviera di Levante, fra Portofino i vest til Moneglia i øst, med kystbyer som Rapallo, Santa Margherita Ligure, Chiavari og Sestri Levante undervejs. Appellationen fik i 2014 det officielle navn Golfo del Tigullio–Portofino, men kaldes stadig i daglig tale blot Tigullio.

Terrasser mod turisme

Markerne ligger på små terrasser bag kysten, ofte i hænderne på deltidsavlere. Det er den samme klemme som på Amalfikysten: jorden er langt mere værd som byggegrund eller udsigt end som vinmark, og arbejdet kan ikke mekaniseres. Langt det meste af vinen drikkes lokalt af turister og restauranter, og produktionen falder. Til gengæld betyder det, at den vin, der bliver lavet, laves af folk, der vil det.

Vermentino, Bianchetta og en næsten glemt drue

Reglerne kræver mindst 60 % Vermentino eller Bianchetta Genovese i de hvide, og mindst 60 % Ciliegiolo eller Dolcetto i de røde og rosé. De hvide er det, der er værd at opsøge: lyse, salte vine med citrus, hvide blomster og et bittert mandelstrøg til sidst – bygget til det, kysten selv spiser, altså ansjoser, focaccia og fisk fra bugten. De røde på Ciliegiolo er lette, kirsebærduftende og bedst let afkølede.

Appellationen tillader også Scimiscià, en lokal hvid sort, der næsten forsvandt i efterkrigstiden, samt en mousserende udgave og en Moscato-baseret passito. De to sidste findes mest på papiret. Scimiscià er derimod grunden til at kigge nærmere: den findes stort set kun i disse dale, og de få flasker, der laves, er appellationens mest stedstypiske vin. Pino Gino i Carasco hører til de producenter, der stadig aftapper hele paletten under DOC'en.