Lanzarote (DOC)

Lanzarote er den nordøstligste af Kanarieøerne og en af verdens mest imponerende vinregioner at se på. Øen er fladere og tørrere end de øvrige kanariske øer, og næsten en fjerdedel af overfladen ligger begravet under sort vulkansk grus. Det er ikke et naturligt landskab, men resultatet af seks års uafbrudte udbrud mellem 1730 og 1736, hvor Timanfaya-vulkanerne dækkede den frugtbare muld med et lag lapilli – løst lavagrus på størrelse med popcorn – der stadig definerer øen næsten tre århundreder senere.

Hoyos og tørstensmure

I stedet for at rydde lavalaget begyndte bønderne efter udbruddene at grave sig igennem det. Metoden overlevede og er i dag regionens signatur. Hver stok står i sit eget hoyo, en trugformet grube op til tre meter dyb, gravet gennem lapilli ned til den oprindelige muld under. Omkring hullet bygges en halvcirkulær tørstensmur af lavasten, der bryder de konstante nordøstlige passatvinde. Set fra luften ligner hele La Geria-dalen et månelandskab af sorte kratere med en enkelt grøn stok i bunden af hvert krater.

Lapillilaget er ikke kun en barriere – det er også funktionelt. Den porøse aske opsuger nattens fugt fra havvinden og afgiver den langsomt til rødderne om dagen. Det er i praksis et passivt vandingssystem på en ø, hvor det reelt ikke regner – omkring 150 mm om året, mindre end mange ørkener.

Druer og vinstil

Malvasía Volcánica er den definerende drue, en mutation, der opstod lokalt og adskiller sig fra de Malvasía-typer, der findes i resten af Middelhavet. Den giver tørre hvidvine med aromaer af hvide blomster, citrusskal og en markant saltmineralitet fra den vulkanske jord. Listán Blanco og Listán Negro spiller biroller, sidstnævnte i lette, peberede rødvine. Historisk var Lanzarote berømt for søde Malvasía-vine – Shakespeare nævner dem i flere skuespil – men moderne produktion er overvejende tør.

Producenterne

Bodegas El Grifo blev grundlagt i 1775 og er den ældste stadig aktive vinproducent på Kanarieøerne. Sammen med Los Bermejos og Bodegas Rubicón definerer de den moderne stil, hvor lapilliets mineralitet og Malvasía Volcánicas aromatik er i centrum. Som resten af Kanarieøerne slap Lanzarote for phylloxeraen i 1800-tallet, og alle stokke står stadig på egne rødder.