Centrale Mendoza (delregion)
900-1.500 moh. Valle de Uco er Argentinas guldregion. De højeste vinmarker, de mest intense vine. Malbec i sin mest ambitiøse form.
Centrale Mendoza er Valle de Uco – og Valle de Uco er i dag Argentinas mest spændende vinzone. Vinmarkerne ligger 900-1500 meter over havet ved foden af Andesbjergene, som resulterer i et klima, der er fundamentalt anderledes end resten af Mendoza. Her er køligere nætter, større daglig temperaturvariation og en naturlig syre i druerne, som de lavere beliggende zoner simpelthen ikke kan opnå. Det er denne syrefylde og elegance, der har tiltrukket massiv international investering siden 1990'erne og som har positioneret Valle de Uco, som Argentinas svar på et seriøst Fine Wine distrikt.
Baggrund og historie
Valle de Uco var i årtier næsten ukendt udenfor Argentina. Det ændrede sig fra midten af 1990'erne, da Nicolás Catena Zapata begyndte systematisk at udforske højdezonerne og plantede sin Adrianna Vineyard i Tupungato på 1.500 moh. – en mark, der siden er beskrevet som én af verdens bedste Malbec-parceller. Herefter fulgte en bølge af investorer: Michel Rolland koordinerede Clos de los Siete-projektet med syv europæiske producenter i Tunuyán; Familia Zuccardi slog rod i San Pablo; internationale aktører som LVMH (Cheval des Andes) og Paul Hobbs fulgte. I dag er Valle de Uco stedet, hvor Argentinas dyreste vine produceres.
Klima, geografi og jordbund – højden er alt
Valle de Uco strækker sig langs Andesfodens østside med vinmarker, der bevæger sig fra ca. 900 moh. i de lavere dele, til over 1.500 moh. i Tupungatos yderste zoner. Hver 100 meter i højde svarer til ca. 0,6°C lavere gennemsnitstemperatur. Daglige temperaturudsving på 20°C er normale – varm dag, kold nat – og det er netop denne variation, der bevarer syren og aromaerne, mens druerne opnår fuld modenhed. Regnen er minimal, typisk under 250 mm om året, og alt vandes via vandingskanaler fra Andesbjergenes smeltevand. Jordbunden er alluvial: sten, grus og sand aflejret fra bjergene over årtusinder, med løsere tekstur og bedre dræning, end de mere lerholde lavlandszoner.
Druesorter
Malbec er regionens primærsort og giver her en markant anderledes profil end i Luján de Cuyo. Mere elegance, mere syre, mere floral og med en fastere mineralsk struktur. Cabernet Franc er i stærk fremgang – Valle de Uco er det sted i Sydamerika, hvor sorten bedst finder sine ben. Cabernet Sauvignon modnes i de lavere og varmere områder. I de højeste zoner, Tupungato, produceres fremragende Chardonnay og Pinot Noir – sjældent i Argentina, men reelt konkurrencedygtigt internationalt.
Sub-zoner – fra høj til endnu højere
| Sub-zone | Højde | Primære druer | Karakter |
|---|---|---|---|
| Tupungato | 1.100-1.500 moh. | Chardonnay, Pinot Noir, Malbec | Højest og koldest – Catenas Adrianna Vineyard. Sprød, mineralsk |
| Tunuyán | 900-1.200 moh. | Malbec, Cabernet Franc | Clos de los Siete-zonen. Mere fylde end Tupungato, stadig høj elegance |
| San Carlos | 900-1.100 moh. | Malbec, Cabernet Sauvignon | Altamira-terroir – stenet flodaflejret jord, kraftig og lagringsdygtig Malbec |
Altamira – Valle de Ucos bedste terroir
Inden for San Carlos-subzonen skiller Altamira sig ud som Valle de Ucos mest anerkendte enkeltterroir. Det er en flodaflejret vifte af kalkstensholdigt grus og sten med fremragende dræning og ekstremt lav frugtbarhed – vinstokkene stresses og giver lille, koncentreret frugt. Achaval Ferrer, Zuccardi (Finca Piedra Infinita) og flere andre producerer vin herfra, der konsekvent rangeres som Argentinas bedste Malbec. Altamira er endnu ikke officiel subappellation, men bruges som terroirangivelse på etiketten af de fleste producenter.
Drikkemodenhed og lagringspotentiale
Adgangsniveau Valle de Uco Malbec: 3-7 år. Enkeltmarks og reserva: 8-18 år. Adrianna og topvine: 15-25+ år. Gode årgange: 2013, 2015, 2016, 2018, 2019, 2021.
Væsentlige producenter
Catena Zapata (Adrianna Vineyard – Argentinas dyreste og mest roste Malbec) · Familia Zuccardi (Finca Piedra Infinita, Aluvional) · Achaval Ferrer (Finca Altamira) · Clos de los Siete (Michel Rolland) · O. Fournier · Cheval des Andes (LVMH · Terrazas) · Paul Hobbs