Dornfelder

Dornfelder er Tysklands mest populære røde krydsningsdrue og den direkte årsag til, at tysk rødvin har fået farve. I et land, hvor de fleste rødvine historisk har været blege og tynde, løste Dornfelder et praktisk problem: Den giver dyb, nærmest blåsort farve, masser af frugt og et tannin, der faktisk kan mærkes. Det er ikke verdensklassevin – men det er heller ikke meningen.

Oprindelse og historie

Dornfelder blev skabt i 1955 på den statslige vinavlsforsøgsstation i Weinsberg i Württemberg. Krydserens mål var en sort med mørk farve og god modstandsdygtighed – to egenskaber, der manglede i det tyske rødvinsrepertoire. Resultatet var en krydsning af Helfensteiner (selv en krydsning af Frühburgunder og Trollinger) og Heroldrebe (Portugieser × Lemberger).

Dornfelder slog først igennem i 1980'erne, da efterspørgslen efter tysk rødvin steg. I dag er den Tysklands næstmest plantede røde sort efter Spätburgunder (Pinot Noir) og dækker ca. 8 % af det samlede vinareal. Pfalz og Rheinhessen har de største plantninger.

Klima og geografi

Dornfelder er ukompliceret at dyrke. Den er tidligt modnende, modstandsdygtig over for frost og svampesygdomme, og den giver konsistente, høje udbytter. Det gør den attraktiv for producenter, men det er også dens akilleshæl: Uden udbyttebegrænsning bliver vinene tynde og udvandede bag al den farve.

De bedste resultater kommer fra Pfalz og Rheinhessen, hvor den varme, tørre sommer giver tilstrækkelig modning. Jordbunden har mindre betydning end for Riesling – Dornfelder er ikke en terroirdrue. Den reagerer primært på udbytte og vinifikation.

Stil og smag

Dornfelder er ubesværet og direkte. Farven er dyb og næsten uigennemsigtig – markant mørkere end Spätburgunder. Aromaerne er mørk frugt: blomme, brombær, solbær og kirsebær, ofte med en anelse vanilje ved fadlagring. Tanninniveauet er moderat, syren lav. Det giver en blød, letdrikkelig vin uden skarphed.

Der er to grundstile. Den unge, ulagrede version er frisk og frugtig – beregnet til at drikkes inden for et år eller to. Den fadlagrede version har mere struktur og en snert af vanilje og røg, men selv den bedste Dornfelder holder sjældent mere end 5–6 år.

Dornfelder sammenligner sig bedst med sorter som Merlot i sin mest tilgængelige form: Bløde, frugtprægede vine uden ambition om lang lagring. Det er nemmere at lave en anstændig vin på Dornfelder end et halvhjertet forsøg på Spätburgunder – og den erkendelse er kernen i sortens popularitet.