OIV

OIV –Organisation Internationale de la Vigne et du Vin– er en mellemstatslig organisation grundlagt i Paris i 1924. Den er ikke et FN-organ og hverken regulerer eller håndhæver noget. Det OIV gør, er at samle verdens vinlande om fælles standarder, definitioner og statistik. Det er præcis det, der gør den indflydelsesrig. Når EU vedtager vinlovgivning, når et land beslutter hvilke tilsætningsstoffer, der er tilladt i vin, eller når et laboratorium tester en flaskes indhold, er det i de fleste tilfælde OIV-standarder, der er referencerammen.

Hvad OIV gør

OIVs arbejde falder i tre hovedkategorier, der tilsammen danner fundamentet for det internationale vinsamarbejde:

• Standardsætning: OIV vedtager tekniske resolutioner om tilladte produktionsmetoder, tilsætningsstoffer, mærkningskrav og grænseværdier for pesticidrester. Disse resolutioner er anbefalinger, men adopteres i praksis af de fleste medlemslande som grundlag for national lovgivning.
• Druesortsregistret: OIV vedligeholder den internationale liste over registrerede druesorter og har standardiseret det ampelografiske beskrivelsessystem med over 60 morfologiske parametre, der bruges til at identificere og beskrive sorter på tværs af lande.
• Global statistik: Hvert år udgiver OIV rapporten World Vitiviniculture Situation med data for vindruearealet, vinproduktionen, forbruget og handelen i alle medlemslande. Det er den mest citerede kilde til globale vintal og bruges af forskere, journalister og ministerier verden over.

Hvad OIV ikke gør

OIV er hyppigt misforstået som en regulerende myndighed. Det er den ikke. Organisationen har ingen beføjelse til at straffe, forbyde eller kræve noget af hverken producenter, lande eller virksomheder. Den kan ikke trække et appellationsstempel tilbage, tilbagekalde en tilladelse eller pålægge bøder. Dens resolutioner er anbefalinger som suveræne stater frit kan vælge at adoptere, eller ignorere.

OIV certificerer heller ingen vine, uddanner ikke vinproducenter og fungerer ikke som en brancheforening. Den er ikke en modpart til producenter. Den lobbyer ikke for bestemte landes interesser. Disse funktioner varetages af andre organisationer – CEEV, UNICO og nationale brancheforeninger.

Medlemmer, og dem der ikke vil være med

Alle store europæiske vinlande er fuldgyldige medlemmer: Frankrig, Italien, Spanien, Portugal, Tyskland, Østrig og Ungarn. Det samme gælder Argentina, Chile, Sydafrika, Australien og New Zealand. Kina har observatørstatus og deltager aktivt i tekniske komitéer.

Den store undtagelse er USA. Amerikanerne trak sig ud af OIV i 2001 – officielt begrundet med budgetprioriteter under Bush-administrationen og har siden haft observatørstatus uden stemmeret. Det er bemærkelsesværdigt fordi USA er verdens fjerdestørste vinproducent og det største vinmarked målt på omsætning. Konsekvensen er at amerikansk vinlovgivning – administreret af TTB, Alcohol and Tobacco Tax and Trade Bureau– i en del tilfælde afviger fra OIV-standarderne, hvilket kan give friktion i handelen mellem USA og Europa.

OIVs konkrete betydning for vindyrkning

For den daglige produktion på et vinhus er OIV tilstedeværende uden at være synlig. Det er OIV-standarderne, der sætter grænsen for svovlindholdet i en flaske vin. Det er OIV, der afgør om en bestemt gæringsmetode er tilladt under et givent appellationssystem. Og det er OIV, der definerer hvad "tør", "halvtør" og "sød" vin må indeholde af restsukker. EU-kommissionen har i årtier brugt OIV-resolutioner som teknisk grundlag for sin vinforordning. WTO bruger OIV-standarder som referencepunkt i handelstvister om vin.

OIVs statistik har desuden sat det faktuelle grundlag for en af de vigtigste strukturændringer i moderne vinproduktion. Dokumentationen af at det globale vindrueareal faldt markant fra 1980'erne til 2010'erne (særligt i Europa) mens produktionen per hektar steg. Det er tal, der har formet politiske beslutninger om markedsregulering og EU's udrydsningsprogrammer for vinmarker.