Rhône Nord
Kort over Côtes du Rhône i Frankrig
Det nordlige Rhône begynder ca. 30 km. syd for Lyon ved byen Ampuis. Floden deler området i vest og øst. De fleste områder ligger på vestsiden, hvor vi finder Côte Rôtie, Condrieu, Château Grillet, St. Joseph, Cronas og St. Péray. På østsiden finder vi kun to områder, nemlig Hermitage og Crozes-Hermitage. Condrieu, Château Grillet og St. Péray laver kun hvidvin. Côte Rôtie og Cornas laver kun rødvin, mens resten laver begge dele. Der produceres ikke rosévin mod nord, men derimod i det sydlige Rhône.
Det nordlige Rhône består af floden Rhône, et plateau og så de meget stejle bjergskråninger. De bedste vine kommer indiskutabelt fra de stejle skråninger. De bedste rødvine kommer fra Côte Rôtie og Hermitage, der formår at lave komplekse og fyldige vine, som kan måle sig med de bedste fra Bordeaux og Bourgogne. Det til trods for, at vinene ikke nyder samme brede popularitet. I Cornas laves byde og knastørre rødvine. Condrieu står for nogle af de mest eksplosive og eksotiske hvidvine, men desværre er de også meget sjældne.
Mange producenter, små kvantum
Ifølge vinguruen Robert Parker, finder man ikke den største vinoplevelse i hverken Bordeaux eller Bourgogne, men i en flaske vellagret Côte Rôtie eller Hermitage! Hvis man tager hans ord for gode varer, er det en god nyhed. Topvinene fra Rhône, såvel nord som syd, er nemlig langt billigere end tilsvarende fra Bourdeax og Bourgogne. Men desværre er mange producenter små og produktionen ditto. Det presser både pris og lagre. Generelt kan vinene drikkes unge, mens de bedste af slagsen, i gode år, kan gemmes 15-25 år.
Årgangstabel for Rhône Nord
Årgangstabellen viser, hvor god kvaliteten generelt er for området, for det pågældende år. Jo højere en score, jo bedre er årgangen.