Vinlande

Vinverdenens centrum ligger i Europa. Frankrig, Italien og Spanien er bannerførere, med Tyskland, Portugal og Østrig tæt efter. Men de seneste 50 år har ændret billedet. Lande som Australien, Chile, Argentina og New Zealand har ikke bare kopieret de europæiske klassikere. De har skabt deres egne.

I dag produceres vin i over 60 lande på seks kontinenter. De bedste vine deler én ting. De kommer fra steder, hvor klimaet balancerer varme og køling. I Europa giver breddegraden den balance naturligt. Uden for Europa ligger de store regioner ved kysterne eller højt til vejrs. Mendoza på 1.000 meters højde, Marlborough med Stillehavets indflydelse, Stellenbosch med kapvinden. Uden den køling bliver druerne overmodne og vinen flad.

Hvad der ender i glasset, afgøres af to ting. Vitikultur, alt der sker i marken, og vinifikation, alt der sker i kælderen. Klima og jordbund er givet på forhånd. Druevalg, høsttidspunkt og fadbehandling er producentens. En vin afspejler altså både geografi og håndværk. Netop den variation gør vine interessante. Hvad forbrugerne efterspørger, har også ændret sig markant over tid. Se Vinkultur for den historie.

Den gamle og den nye verden

Det mest grundlæggende skel i vinverdenen går mellem den gamle verden og den nye verden. Den gamle verden er Europa. Frankrig, Italien, Spanien, Tyskland, Portugal, Østrig og de øvrige lande med årtusinders vinkultur. Den nye verden er alle andre. USA, Australien, New Zealand, Sydafrika, Chile, Argentina og i stigende grad Kina, Japan og Uruguay.

Forskellen handler ikke kun om geografi. Den handler om filosofi. I den gamle verden er vinen et udtryk for sit sted. Etiketten viser regionen, ikke druen. Chablis, ikke Chardonnay. Forbrugeren forventes at kende koden. I den nye verden er det omvendt. Etiketten viser druenavnet, og tilgængeligheden er en dyd. Det var den nye verdens vigtigste gave til vinforbrugeren. Klarhed.

Historien bag skellet er konkret. Vin kom til den nye verden med europæiske kolonister, der skulle bruge den til religiøse formål. I det 16. århundrede blev Chile tilplantet med vinstokke. I 1619 blev de første plantet i Nordamerika. I 1788 nåede de til Australien. Men det varede århundreder, før den nye verden blev taget alvorligt. Vendepunktet kom i 1976 med Judgment of Paris, da californiske vine slog franske i en blindsmagning. Fra det øjeblik var den nye verden ikke længere billig massevin.

I dag er de to verdener tættere på hinanden end nogensinde. Europæiske producenter sætter druenavnet på bagetiketten for eksportmarkederne. Producenter i den nye verden taler om enkeltmarker og jordbundstyper med samme præcision som en bourgognisk domaine. Tilnærmelsen er reel, men den ophæver ikke forskellen. Århundreders erfaring med, hvad der virker på hvilken mark, kan ikke kopieres på en generation. Se nye verden og gamle verden for de to siders fulde historie.

Vinlandene i overblik

Tabellen viser de vigtigste vinproducerende lande med deres signaturdruer og det, der gør dem værd at udforske:

Vinens historie i fire vendepunkter

De tidligste spor af vinfremstilling stammer fra Kaukasus, omkring 6.000 år f.Kr. Arkæologer har fundet lerkrukker med rester af gæret druesaft. Herfra spredte vinen sig til Mesopotamien, Egypten og Grækenland. Med den græske og romerske kultur nåede den det sydlige Frankrig, Italien og den iberiske halvø.

Det første store teknologiske spring kom omkring år 200, da lerfade blev erstattet af træfade. Fadene var lettere at transportere, men de viste sig også at forandre vinen selv. Egetræet tilførte struktur, aroma og holdbarhed. Det er en opdagelse, der stadig definerer vinifikation i dag. Vin blev fragtet med skib, og derfor ligger mange af Europas store vinområder ved floder eller kyster. Bordeaux ved Garonne, Douro i Portugal, Mosel i Tyskland.

Den mest dramatiske krise ramte fra 1863. Vinlusen phylloxera, uforvarende importeret med amerikanske vinstokke, ødelagde næsten alle vinmarker i Frankrig og derefter resten af Europa. Den franske produktion faldt med 75 %. Da vinmarkerne endelig blev genplantet på amerikanske grundstammer, der var resistente, blev der ofte valgt højtydende, men ringe sorter for at kompensere for års tab. Resultatet var dårlige vine og direkte svindel. Det førte i 1935 til det franske AOC-system, en lovfæstet garanti for vinens oprindelse og kvalitet. De fleste europæiske lande har siden indført lignende systemer.

Det sidste vendepunkt var videnskabens indtog. Louis Pasteurs forskning i gæringsprocesser fra 1857 var banebrydende. Men det varede næsten hundrede år, før den viden nåede vinbøndernes kældre. Først efter 1945 blev temperaturkontrol, hygiejne og systematisk smagning en del af hverdagen. Det skabte en ny type vinmager, ønologen, uddannet på universiteter og laboratorier med videnskabelig præcision som redskab. I dag har de bedste rejsende ønologer stjernestatus. Michel Rolland er det mest kendte eksempel.

Se Vinkultur for den fulde historie om, hvordan forbrugernes smag har ændret vinverdenen.